KIJAFA – DEN GODE FAABORG LIKØR
KIJAFA står for KIrsebærJAcobsenFAaborg
KIJAFA-likøren blev produceret i den gamle købmandsgård i Østergade 25 a af købmand Jørgen Jacobsen (1818-1905). I 1845 overtog sønnen Johan Jacob Jacobsen ejendommen efter sin far og indrettede brændevinsbrænderi i baghuset. Det var Danmarks første vingård.
KIJAFA-likøren er fremstillet efter forskrifter fra 1700-tallet, hvor man producerede vinen på de fynske herregårde. Jacobsen producerede bl.a. flere brændevinstyper, toddy og rom. Det blev dog især kirsebærlikøren, der blev den helt store salgsvare. Den blev fremstillet af lokale frugter, og likøren blev solgt over hele landet og endog eksporteret til udlandet.
Erhvervseventyret var medvirkende til, at J.J. Jacobsen blev en af byens helt store mænd. Han blev tildelt ærestitlerne kancelliråd og justitsråd, og i forbindelse med Jacobsens guldbryllup d. 25. september 1895, udnævnte byrådet ham til æresborger.
Han var selv medlem af Faaborg Byråd fra 1851 og medstifter af Faaborg Spare- og Lånekasse, hvor han var direktør fra 1850 til 1903. Han bestred formandsposter i bl.a. Handelsstandsforeningen, Skipperkassen, Skytteforeningen, Musikforeningen og Frimurerlogen. Byens borgere kunne også opleve kancelliråd Jacobsen som dirigent i musikforeningens orkester, hvor han spillede violin iført høj hat ved udendørs koncerter.
Først i 1930’erne blev produktionen flyttet fra Faaborg til Odense.
På Den gamle Gaard kan du købe en flaske KIJAFA som et velsmagende minde fra dit besøg i Faaborg. Kortet er tegnet specielt til Den gamle Gaard af kunstner Mikael Larsen.