
TÅGELAND er en rejse ind i det nordiske vinterlys
Fra Palmesøndag d. 29. marts – 2. Påskedag mandag d. 6. april
Åbningstider:
Søndag d. 29. marts kl. 11-15
Mandag d. 30. marts kl. 12-16
Tirsdag d. 31. marts kl. 12-16
Onsdag d. 1. april kl. 12-16
Torsdag d. 2. april kl. 11-15
Fredag d. 3. april kl. 11-15
Lørdag d. 4. april kl. 11-15
Søndag d. 5. april kl 11-15
Mandag 2. Påskedag d. 6. april kl 11-15* bemærk ingen servering denne dag
Fernisering Palmesøndag d. 29. marts kl. 15
Alle er velkomne. Den gamle Gaard er vært med en forfriskning.
Udstillingen er åbent i Den gamle Gaards åbningstider.
GRATIS entré.
Udstillingen TÅGELAND er resultatet af et samarbejde mellem Vibeke Trolle og Mia Zebitz Larsen, der begge viser keramik og fotografi. Værkerne i deres helhed er en fortælling om ro, nærvær og stille dramaer som modspil til en verden præget af uro og informationstæthed, en verden hvor vi længes og søger mod det enkle og tyste.
Fotografierne er en undersøgelse af det nordiske mørke og det stille nærvær, der opstår, når verden sænker tempoet. Intet er spektakulært, og netop dér opstår det mytiske – i fraværet af drama. De keramiske figurer trækker tråde til mytologi og afspejler den uløselige forbindelse mellem mennesket og naturen. Det er bl.a. de fire elementer ild, vand, jord og luft der danner baggrund for flere af denne udstillings keramiske skulpturer.
De to udtryksformer, danner tilsammen og i mødet med hinanden stemningsmættede værker og inviterer beskueren ind i et sanseligt rum, hvor billederne og materialet tilsammen skaber en unik oplevelse.



FOTOGRAFI OG KERAMIK AF MIA ZEBITZ LARSEN
Med mine keramiske figurer og fotografier ønsker jeg at skabe et stille rum med nærvær og tid til refleksion. Et pusterum fra den travle hverdag, hvor værkerne lægger op til en undersøgelse af vores tilhørsforhold med naturen, os selv og hinanden.
Kunstner statement
Ler er et fantastisk alsidigt materiale med næsten uendelige skulpturelle muligheder. Jeg
håndbygger mine værker og det er oftest menneskekroppen, dyrene og huse, som er min
udtryksform. Flere af værkerne til denne udstilling tager desuden udgangspunkt i de fire elementer ild, jord, luft og vand.
Jeg anvender både elovn og brændefyring til mine værker. Ved brændefyring opvarmes ovnen til næsten 1300ºC udelukkende med træ. Ovnen fodres regelmæssigt med træ i mange timer, nogen gange i flere dage og nætter i træk. Herved skaber ild og aske helt unikke overflader på keramikken.
Meget af min inspiration kommer i selve arbejdsprocessen og det er i dialogen med materialet, at figurerne fremkommer. Derfra udvikler de deres eget liv, balancerende på kanten af den virkelige verden med deres rødder i mit hverdagsliv, mine erindringer og drømme. Min store interesse for mytologi viser sig også i mine værker, og jeg bruger desuden symbolske elementer for at underbygge historiefortællingen.
Mine fotografier til denne udstilling er makro, hvor man kommer helt tæt på og ser det, man ellers går lige forbi i vores travle hverdag. Vinteren har efterladt de visne blade, som skrøbelige minder om liv og forfaldet er en stille vidnesbyrd på naturens cyklus.
Baggrund Mia Zebitz Larsen
Jeg uddannet keramiker på Kunstakademiets Designskolen på Bornholm og har sideløbende haft en stor interesse i fotografering.
Se mere på min hjemmeside www.miazebitzlarsen.dk



FOTOGRAFI OG KERAMIK AF VIBEKE TROLLE
I landskaberne fra Langeland søger jeg det mytiske og det enkle, dér hvor naturen ånder, og tiden står stille. Mine billeder og keramiske arbejder udspringer af samme sans for ro og nærvær – i lyset, materialet og formen.
Kunstner statement
Gennem kameraets blik søger jeg, det mytiske i det enkle, og roen midt i tidens ”larm” og
informationsstrøm. Mine billeder er ”renset” for det spektakulære. I stedet er det jorden, himlen, træerne og lysets skiftende karakter, der spiller hovedrollerne mens mennesket kun er til stede gennem spor og fravær.
Det er en undersøgelse af det stille nærvær, der opstår, når vi sænker tempoet. Det er det samme nærvær jeg finder i arbejdet med leret – i hændernes formning af den matte overflade, i stoffets modstand og i det rå udtryk.
De keramiske værker står rå og i enkle former og viser naturens egne strukturer – inspireret af
jordens overflade, bark og svampevækster.
De to udtryk, fotografierne og de keramiske værker, taler sammen og danner nye landskaber i
forlængelse af hinanden.
Baggrund Vibeke Trolle
Jeg er uddannet keramiker fra Danmarks Designskole på Bornholm, men har i en årrække arbejdet med fotografering som mit primære kunstneriske udtryk.
For yderligere at udvikle mit fotografiske billedsprog har jeg været tilknyttet en fotoklub i
Helsingør, og derigennem deltaget i fotokonkurrencer og draget nytte af den fælles billedkritik.
I dag, efter at være flyttet fra Helsingør til Langeland har arbejdet med ler igen fået en central plads i min praksis, og deltager nu sideløbende i en online-fotoklub ”Det kreative fotografi” DKF.



